For at kunne stemme til folketingsvalg og folkeafstemninger skal du have fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Der er dog visse persongrupper, der bor midlertidigt i udlandet og har bevaret en sådan tilknytning til Danmark, at de alligevel anses for at have fast bopæl i riget og kan optages på valglisten. Det drejer sig om følgende:
- personer, som er udsendt for en dansk offentlig myndighed, herværende privat virksomhed eller forening
- personer, der er ansat i en international organisation, som Danmark er medlem af
- personer, som er udstationeret for en dansk hjælpeorganisation
- personer, som studerer i udlandet
- personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige årsager
- de pågældendes ægtefælle eller samlever.
Derudover anses du for at have fast bopæl i Danmark, hvis du er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark og er rejst ud efter den 1. juli 2000. Statsudsendte anses derfor for at have fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne uanset deres ophold i udlandet.
Personer, der opholder sig i udlandet og har i sinde at vende tilbage til Danmark inden for to år efter udrejsen, anses også for at have fast bopæl i Danmark.
Udlandsdanskere, der hører til en af ovenstående grupper, skal søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til folketingsvalg og folkeafstemninger i Danmark. Ansøgningen skal sendes til den danske kommune, de sidst har boet i.
Hvis der er tvivl om afgørelsen, skal kommunen sende din ansøgning til Valgnævnets sekretariat, som er Økonomi- og Indenrigsministeriet. Valgnævnet vil herefter afgøre din sag.
Hvis du bliver optaget på valglisten, kan du herefter stemme til danske folketingsvalg, folkeafstemninger og Europa-Parlamentsvalg i op til 2 år, der er den periode, optagelsen gælder. Når du bliver optaget på valglisten, får du et brev om, hvor længe optagelsen gælder og om muligheden for at få din optagelse forlænget.